Viser opslag med etiketten Julen 2014. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julen 2014. Vis alle opslag

onsdag den 24. december 2014

24. december - NU' DET JUUUUUUL :)

Først et RIGTIGT GLÆDELIG JUL til jer derude. Her har det ganske enkelt været den bedste julemorgen nogensinde. Igår fik vi pyntet juletræet. Det var desværre mest mig, da julekalenderen i fjernsynet trak gevaldigt, men Andreas hjalp med at hænge sin pynt på til sidst. Jeg håber ikke, at gårsdagens indlæg har givet anledning til at tro, at jeg ikke ønskede Andreas hjemmelavede julepynt, for det gør jeg helt sikkert. Også selvom det ikke er i "julefarverne" eller det slet ikke har noget med jul at gøre. Jeg er glad og stolt over hans hjemmelavede ting og jeg har gemt for hvert år, hvor jeg har skrevet navn og årstal på, så man rigtig kan se, hvad der bliver lavet og hvor tidligt han har været kreativ takket være hans dagplejemor. Igår aftes gjorde vi klar til, HVIS nu julemanden kom i nat, som han har gjort tidligere. Vi lagde pebernødder og et glas saftevand frem og Andreas havde lavet en gave til Julemanden og en gave til Nissemor og så lå de ved brændeovnen, hvor han plejer at komme ned igennem. Jeg blev desværre vækket tidligt i morges af Magnus, der åbenbart var sulten og da han først havde fået spist, faldt han i søvn igen og så lå jeg der og var vågen og tænkte, at Andreas nok snart ville vågne pga spændingen og alle sommerfuglene i maven :)  Det skete bare ikke ... han vågnede først kl. 7.45, hvor jeg var godt igang i køkkenet med at gøre klar til morgenmaden og han gik ind for at se, om julemanden havde været der - hvilket han havde! Og der var endda 4 gaver - en til hver af os! Tidligere har der kun været til Andreas, men i år må Jacob og jeg også have været ekstra søde, når vi også var heldige :) Selvom Andreas er glad og spændt, så har det været stille og roligt og vi tog i kirke (en juletradition fra min barndom), hvor de laver deciderede børnegudstjenester, som primært er for familier med børn under skolealderen, men vi kan se, at alle kommer (også uden børn). Det tager kun ½ time og er generelt meget børnevenligt og så er det så hyggeligt at se mange af de andre børn fra sognet, som man kender. Nu er vi netop kommet hjem fra kirken og skal have styr på resten af dagen. Vi har heldigvis ikke travlt, da vi "bare" skal være alene hjemme i aften, så det er stille og roligt <3
Her kan I se vores træ og mine to skønne nissedrenge :)

Og her er et billede af den sidste gave fra pakkekalenderen. Det er en af de store punch fra Martha Stewart og jeg har ønsket mig den lige siden jeg så den første gang. TUSIND TUSIND TAK søde Tina fordi du har købt alle de gaver til mig. Det har været så hyggeligt at stå op til en gave hver morgen

Håber, I får jer en dejlig juleaften med masser af hygge og kvalitetstid og uden alt for meget stress og jag. Tak fordi I har læst med her og TUSIND TAK for de af jer, der også har brugt tid og energi på at skrive kommentarer til mig. Det har glædet mit lille julehjerte at læse dem og vide, at der var nogen derude, der læste med her på bloggen :)

tirsdag den 23. december 2014

23. december - og nu er det dagen før dagen :)

Ja, idag skal jeg så nå alt det, jeg ikke har nået indtil nu, men mon ikke det går :) Det vigtigste idag er nu engang at få pyntet juletræet og jeg glæder mig til at gøre det sammen med min store dreng på 5 år. Jeg ved godt, at han jo slet ikke gør det, som jeg gerne vil have det, hvilket kan være noget af en udfordring, når jeg selv har pyntet juletræet i over 20 år, men fra nu af skal vi have VORES juletræ og det glæder jeg mig til <3

Dagens gave er denne skønne embossing folder og die med stjerner. Jeg er jo VILD med stjerner, så den skal jeg nok få stor glæde af :)

Håber, I får en dejlig dag derude med god tid til at få klaret de sidste ting, så vi alle kan være klar til masser af hygge og julestemning i morgen, selvom Kong Vinter absolut ikke har vist sig og heller ikke ser ud til at gøre det ...

mandag den 22. december 2014

22. december - og endnu en dag er væk inden man får set sig om ...

Ja, det er utroligt, så hurtigt tiden flyver afsted særligt i december. Vores store dreng skal jo begynde i skole efter sommerferien og vi er i den "heldige" situation, at vi bor tæt på to skoler (1 km til begge), men eftersom de har en markant forskel i undervisningen, er det jo noget af et valg. Vi kan vælge mellem den "klassiske" model med klasseundervisning, som vi andre kender det samt ca 750 elever og med tre klasser pr årgang eller vi kan vælge "fremtidens skole" med 350-400 elever, hvor de ikke er aldersinddelt men i stedet inddelt efter deres niveau (primært fagligt men også med fokus på sociale relationer). Det betyder, at de har en "base" med børn fra 0.-3. årgang og ved siden af undervisning, hvor man er inddelt efter hvor god man er til de forskellige fag. Vi har været til to info-møder og følte os meget lidt informeret til specielt den klassiske skole, så vi valgte at arrangere et møde begge steder og det var så idag. Og nu er vi splittede, da vi vælger hver vores. Vi er samtidig enige om, at det begge er gode skoler; at vores dreng nok skal klare sig uanset hvilken skole det bliver ... ja, men ... hvordan vælger man dog?! Det må vi se, om vi kan blive klogere på i løbet af det næste stykke tid :)

Dagens gave er denne holder til silhouetten (nu håber jeg, den også kan bruges til en cameo, da jeg jo har fået opgraderet maskinparken fra en SD til en cameo ;) ). Det skulle gerne være sådan en, man kan sætte en tusch eller gel pen i og så kan den "printe" med den i stedet for silhouettes egne sketchpenne :) Jeg glæder mig i hvert fald til at få det prøvet af i det nye år ;)

Håber, I har haft en god dag og aften. Jeg vil skynde mig til køjs - kan høre, at der er en der savner mig utrolig meget, så han må hellere få sin godnattår, inden lyset slukkes, for jeg ønsker jo også selv, at han kan sove igennem om natten, som han har gjort i 1½-2 måneder (og han blev 4 måneder igår :) )

søndag den 21. december 2014

21. december - og julekortene er tæt på at blive droppet!

Ja, jeg er SÅ tæt på at sige, at der ikke bliver lavet og sendt julekort ud herfra i år! Det er sørgeligt, når man nu selv gerne vil være kreativ og man endda er på barsel, men jeg må bare erkende, at tiden er rendt fra mig og der er stadig alt for mange opgaver og jeg vil ikke sidde op en hel nat for at få det lavet. Der er min søvn for vigtig for mig. Desuden har jeg endnu ikke selv fået nogle julekort og jeg "forventer" kun at modtage fra mine forældre og mine to søskende. Ud af de tre ved jeg, at det kun er det ene, der er håndskrevet, så mon ikke det går med en jul uden julekort herfra? I stedet har jeg taget en udfordring til mig fra Charlie/OSH om at lave julekort d. 24. i hver måned ... jeg tror ikke, jeg kommer til at sidde og scrappe lige præcis d. 24. i alle månederne, så i stedet har jeg tænkt, at jeg i januar vil udnytte resterne af julestemning og få lavet kort og tags, så de er klar til næste jul (så har jeg da lidt i gemmerne :) )

Endnu engang tusind tak for jeres kommentarer. Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke får kommenteret lige så meget (jeg forsøger hver dag, men ved godt, at det ikke lykkes), så derfor er jeg endnu mere taknemmelig over jeres kommentarer på min blog. Flere af jer skriver, at jeg ikke skal stresse, fordi jeg stadig mangler så meget. De sidste ca 3 år har været udfordrende for mig at komme igennem bla pga arbejdsrelateret stress, spontan abort i 17. uge og senere graviditeten der endte med min skønne Magnus i sommers, og er der én ting jeg i hvert fald har lært af det hele, så er det netop, at jeg ikke gider at stresse over sådanne ting, så det behøver I ikke at tænke på. Det forhindrer mig dog ikke i at blive irriteret over, at jeg ikke når de ting, jeg gerne vil, men jeg er nok blevet mere opmærksom på, at være på barsel ikke er et 37 timers job med familieliv derhjemme ... det er et 24 timer i døgnet-job og så med en familie, der kommer hjem fra job og børnehave undervejs og som også har en masse ønsker til, hvad der skal ske i deres "fritid". Derfor er det godt at have lært at sige "PYT" .. det skal jeg bare have nogle af mine omgivelser til at indse også, for jeg kan godt mærke, at de netop tænker, at hun har jo masser af tid, når hun bare går derhjemme ;)

Nå - det blev til en lang smøre ... nu til dagens gave, som er disse skønne dies. De har stået på min ønskeseddel "længe", så hvor er det skønt endelig at have fået sådanne sterinlys i hus :)

Jeg har fået lavet de sidste til/fra kort men kun fået fotograferet nogle af dem. Her er det med et stempelsæt af snefnug fra Stampin Up med tre forskellige farver sværte og en lille sløjfe

Disse er inspireret af Nedergaards til/fra-kort, som kan ses på hendes egen blog her samt på Hobbybodens blog her. Det er så fantastisk at blive inspireret både her i julen men også hele året rundt og netop Nedergaard stil er jeg fuldstændig vild med.
Her kan man se, hvor stor forskellen er på en lille grankvist (fra Martha Stewarts punch)

Her er der lige lagt en lille kvist fyr med

Her med en lille gren og kogle

Håber, I har haft en god weekend til de af jer, der skal på arbejde i morgen. Til resten af jer håber jeg, det har været en god begyndelse på juleferien, der jo i år er fantastisk for medarbejdere ;)