tirsdag den 24. december 2013

24. december - og i aften er det juleaften

Ja, i aften er det juleaften og hvor bliver det dog skønt. Jeg glæder mig rigtig meget, men jeg har en dreng der glæder sig endnu mere :)

Dagens gave er denne skønne kniv fra Martha Stewart. Jeg tænkte, at jeg har jo en skærekniv, så det er da fuldstændig unødvendigt at give SÅ MANGE penge for en kniv ... indtil jeg fik den i hånden! Derfor kom den hurtigt på ønskesedlen for snart et år siden, da jeg synes, det er en rigtig forkælelsesgave, som jeg ikke selv vil købe, så 1000 1000 tak søde Linda - både for denne totalt lækre kniv men også alle de andre gaver. De har været så fantastiske, at jeg også gerne vil være med til næste år. Ønskesedlen er igang med at blive udarbejdet :)

Derudover fik jeg min gevinst fra OSH med posten igår med alle disse skønne sager. Jeg er nu mest glad for det lille Fizzy Moon bamse stempel. Den er ganske enkelt for kær <3

Sidst men ikke mindst vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og sige tusind tak for alle jeres skønne kommentarer - både her i december (hvor jeg har fået blogget hver eneste dag!!) men også for alle dem i årets løb. Det varmer og glæder mig langt ind i <3 :)
Dette er vores juletræ i år med en masse hjemmelavet juletræspynt gennem flere år fra Andreas. Hvor er det dog skønt at finde det frem, som han lavede som 1-årig, 2-årig og 3-årig. Igen i år har han lavet en del i børnehaven, så det er vigtigt at huske at skrive årstal på, så vi kan huske det om mange mange år :)

mandag den 23. december 2013

23. december - og de sidste gøremål skal klares :)

Ja, her går det stille og roligt, selvom vi selv skal holde jul for første gang nogensinde. "Drengene" har lige sat juletræet på fod, så det skal snart ind i stuen, så det kan blive pyntet. Småkagebagningen blev færdigt i går, de sidste julegaver skal have til/fra kort på idag og de sidste indkøb skal klares idag. Det ser sørme ud til, at vi når det hele uden stress og jag :)
(og jeg ved godt, at jeg ikke har nået julekortene endnu, men det må blive mellem jul og nytår, at de kommer ud :) )

Dagens gave var endnu et magnoliastempel - denne skønne kage. Jeg har flere stempler af Tilda og Edwin, hvor temaet er mad, så mon ikke også, at jeg kan supplere med en "bette kage" til dem ;)

Jeg har RIGTIG MANGE magnolia-stempler og jeg tænker, om jeg virkelig skal til at få ryddet lidt op i dem igen og sorteret dem endnu engang. Får jo sjældent brugt dem ... men det må komme i det nye år (sammen med alle de andre projekter), hvis jeg skal have ryddet op i dem!

Og se, hvad jeg fik af min skønne mand

Det er en ny kniv til min silhouette-maskine, som han åbenbart har vidst trængte til udskiftning, før jeg selv vidste det :) Nu skal vi bare finde ud af, hvordan vi får dem skiftet!!

Håber, I alle får en dejlig dag uden al for meget stress og jag <3

søndag den 22. december 2013

22. december - og hvor jeg dog glæder mig ..

Vi skal jo for første gang selv holde juleaften og jeg glæder mig SÅ meget. Også fordi at der IKKE er hvid jul (!!!!!) men det betyder, at mine forældre kan komme, hvilket betyder meget for mig og vist også for min dreng :)

Det ser ud til, at vi har styr på det hele og ikke har stress og jag her - måske takket være mine uundværlige lister ;) Og det er jo en fornøjelse at strege en aktivitet ud, når den er færdiggjort. "Drengene" er i køkkenet lige nu og har gang i brunkagebagningen, så nu har vi vist også fået klaret småkagebagningen :)

Dagens gave er dette skønne magnolia-stempel, hvor Tilda sidder i sportstøjet (formentlig fodbold). Jeg har bænken, jeg har målet og jeg har Edwin, der spiller, så nu kan jeg da rigtig få lavet et stort kort ;)

Jeg har selv gang i en lille gave takket være "Giv det videre/Pay it forward" på facebook i januar måned. Jeg har ikke fået gjort noget ved det, så nu er det vist ved at være tid. Det er lidt Anthon Berg Blomme i madeira, som bliver pyntet - og jeg skal nok vise billeder, når den er blevet afleveret :)

Ha' en dejlig søndag derude. Her står den på familiehygge...

lørdag den 21. december 2013

21. december - og nu går vi mod lysere tider :)

Ja, jeg har altid syntes, det var lidt vildt, at man gik mod lysere tider allerede inden man havde fejret juleaften, men der går da også lige et par dage, før vi mærker den store forskel ;)

Jeg har jo næsten glemt at få blogget idag. Det sker vist bare, når først familien kommer hjem og vi får travlt med andre projekter!
Dagens gave er denne skønne chipboard

Jeg har selv ønsket mig den - uden at vide, hvad jeg skal bruge den til. Har ikke lige umiddelbart et projekt, men det gør heller ikke noget. Så kan jeg rigtig nyde den og tænke over, hvordan den bedst muligt skal bruges. Tusind tak søde Linda :)

Håber, I andre nyder weekenden/juleferien. Vi har stadig nogle ting, der mangler at blive gjort, før vi er klar til vores gæster på tirsdag, men det ser absolut overskueligt ud, så ingen stress herfra.

Mange mange tak for jeres skønne kommentarer. Jeg nyder at læse hver og en og det varmer langt ind i hjertet, at I gider at bruge lidt tid på det <3

fredag den 20. december 2013

20. december - og resten af familien får juleferie

Jeg havde håbet, at jeg skulle nå en masse i de tre feriedage, jeg havde før resten af familien også fik juleferie, men sådan gik det desværre ikke. Jeg har frosset, været træt og uoplagt og uden energi. Igår da jeg endelig satte mig for at lave julekort, nåede jeg et enkelt og var ikke tilfreds med resultatet, så jeg gik væk fra det igen. Jeg må bare erkende, at mine julekort ikke kommer ud før juleaften, men jeg har før sendt ud mellem jul og nytår og folk plejer alligevel at blive glade :)

Dagens gave er dette skønne Magnoliastempel, som helt sikkert vil blive brugt på julekort - måske først til næste år, men der har jeg jo også planer om at gå igang noget tidligere. Jeg kan da umuligt få et lige så omtumlet efterår/sensommer, som jeg har haft i år!

Jeg håber, I alle får en fantastisk weekend, hvor der kan blive ladet op til tirsdagens store dag. Tusind tak for alle jeres kommentarer. Jeg forsøger at komme retur og skrive hos jer, hvor det er muligt :)

torsdag den 19. december 2013

19. december - og min Mormor kunne være blevet 100 år idag!

Ja, alder er noget særligt og mærkværdigt, men heldigvis fik vi mange gode år, eftersom hun blev 90 år og endelig kunne forenes med min Morfar, der var død 21 år inden og som hun savnede voldsomt i alle de år. Jeg vil nu tænke på alle de gode oplevelser i stedet for savnet, for dem var der heldigvis mange af <3

Dagens gave er denne skønne die, der "tilfældigvis" passer med gårsdagens bikini ;)

Ih, hvor jeg dog glæder mig til at få lavet nogle feriealbums. Det må være i det nye år, at jeg når det (så må vi se, hvor godt det gik om 1 år ;) )

Jeg vil kaste mig over julekortene nu (er det ikke ved at være på tide??), da jeg intet nåede af det igår. I stedet fik jeg sat lidt skik på huset. Det var nu også tiltrængt, men ikke lige, hvad jeg synes, min første feriedag skulle gå med, så idag vinder min stædighed og kreativitetssans :)

God dag derude og tusind tak for jeres kommentarer. Det er en stor glæde og fornøjelse at læse dem og jeg forsøger at komme retur og skrive kommentarer hos jer, hvor det er muligt :)

onsdag den 18. december 2013

18. december - og min første feriedag er begyndt :)

Tusind tusind tak for jeres kommentarer igår. De varmede så meget <3

Idag er min første feriedag og hold op hvor har jeg mange gøremål! Jeg er spændt på at se, hvor mange af dem, jeg når :)

Dagens gave er denne skønne die

Det sjove ved den er, at det er en af dem, jeg har ønsket mig, uden at have et specifikt projekt i tankerne. Måske fordi man drømmer sig til sommer og sol - jeg er i hvert fald rigtig glad for den, så tak søde Linda :)

Håber, I får en dejlig dag derude. Jeg glæder mig i hvert fald til en dag lige efter mit hoved ;)

tirsdag den 17. december 2013

17. december - og sidste arbejdsdag i år :)

Ja, jeg har kun denne arbejdsdag tilbage - så står den på "ferie" ... eller det vil sige, at jeg holder fri for at nå alt det, jeg ellers ikke har nået!!

Jeg vil gerne skynde mig at sige, at jeg ved godt, at Linda ikke forsøgte at drille mig igår, men jeg har bare ikke set trykknapper blive brugt til scrap før, så jeg blev lige lidt "drillet" i form af manglende inspiration. Jeg kan dog allerede nu se, at det kunne være flot til feks gine (og jeg har jo tilfældigvis Tim Holtz gine die), så tusind tak for den første inspiration, Linda :)
Nogle gange kan man bare godt blive udfordret, fordi man ikke selv lige har set mulighederne - og sådan var det for mig med de trykknapper. Jeg glæder mig dog til at vise mine bud i det nye år, for jeg vil helt sikkert kaste mig over de trykknapper, når jeg får tid til lidt kreativiteter igen ;)

Dagens gave var denne skønne skønne die fra Marianne Design, som jeg har ønsket mig i over et år. Jeg er SÅ glad for at have fået den og jeg glæder mig nu endnu mere til at lave julekort

Håber, I andre får en dejlig dag. Min bliver nok lidt mærket, da det er idag jeg ville have haft termin, hvis ikke vandet gik for 5 måneder siden! Jeg ved godt, at der er nogle, der har det værre end jeg, men jeg har det slemt nok og vil have lov til at sørge over mit tab <3

mandag den 16. december 2013

16. december - og snart er det tid til ferie

Idag har jeg fået noget af en drillegave - i hvert fald for mig. Jeg har nemlig fået disse

og for at sige det helt ærligt, så har jeg aldrig set dem blive brugt før i scrapverdenen, så jeg står helt på bar bund med ideer og skal da lige have fundet lidt inspiration, men så er det jo godt, at Pinterest er opfundet samt diverse blogs :)

Håber, I har haft en dejlig dag derude og tusind tak for jeres kommentarer. Jeg bliver så glad og overrasket, når jeg ser hvor mange der har lyst til at skrive lidt til mig. TUSIND TAK :)

søndag den 15. december 2013

15. december - og juletræet er fundet

Dagens gave er denne skønne embossing folder, der hedder "Tied together". Tusind tak for den, Linda

Et lille close-up :)

Og her er det andet alfabet, jeg har lavet til børnehaven. Den ene af pædagogerne kan rigtig godt lide at tingene er lidt ekstra, så jeg fandt det skønne mønsterkarton derovre og fik lavet det her - og hun var glad og tilfreds. Det blev dog bare en dyr omgang, for jeg blev selv så glad for det, at jeg "måtte" købe en pakke til mig selv herfra :)

Håber, I har haft en dejlig weekend og klar til næste uges oplevelser. Jeg har heldigvis kun 2 arbejdsdage tilbage, inden jeg holder JULEFERIE :)


lørdag den 14. december 2013

14. december -

Dagens gave var denne formodede "skraldergave" :)
 

Hvorfor jeg tillader mig at kalde det for en formodet skraldergave er, at Linda havde nævnt, at hun ikke ville have få store gode gaver og så en masse skraldergaver, og da havde jeg allerede købt sådan en rulle tape! Jeg måtte derfor finde på noget andet, for jeg tænkte, at sådan noget tape sikkert var skralder - men det er det heldigvis ikke. Tusind tak søde - jeg glæder mig til at bruge det, for målebånd kan man jo altid få brugt. Jeg glemmer ikke, hvor meget vi jagtede målebåndet fra Tigeren, da jeg netop var begyndt at scrappe og skulle have det til et layout til Andreas :)

Håber, I får en dejlig lørdag derude

fredag den 13. december 2013

13. december - FREDAG D. 13.!!

Ja, hvordan kan man dog få en fredag d. 13. i december måned? En uhyggedag i hyggens måned! Jeg skal endda til julefrokost med mit arbejde i eftermiddag/aften og jeg er slet ikke i humør lige nu! Jeg håber, jeg bliver det ... men noget af det, der slukker humøret lidt er nok, at vi skal til fødselsdagsbrunch i morgen formiddag og julefrokost igen i morgen aften! Jeg føler mig træt allerede inden .... Jeg har normalt to julefrokoster om året og i år ligger de lige i samme weekend.
Nå - jeg vil finde festhumøret frem her i formiddag med masser af skøn musik, så mon ikke den rette feststemning er klar kl 12.30, når middagen begynder :)

Dagens gave er disse fine kageservietter. Dem skal jeg nok få brugt

Dagens gave til Andreas var et "plastkøkken" med 50 dele. Da jeg så det, mente min mand ikke, at det var relevant længere, for så meget leger Andreas ikke med sit køkken længere. Jeg gik og tænkte over det og besluttede mig for, at han altså skulle have det alligevel! Han åbnede gaven og skulle bagefter spise sin morgenmad, men det havde han nærmest ikke tid til, for han ville igang med at lege. Heldigvis for ham havde hans mor lidt travlt og lidt flere ting, hun gerne ville have ordnet, inden de tog afsted, så nu sidder han og hygger sig og laver mad og drikke til mig. Jeg tror, det var godt, jeg mærkede efter - for det ser ud til at være et hit :) 

Håber, I får en dejlig dag og fantastisk weekend - og at I har nået gårsdagens lidt sene indlæg ...