tirsdag den 6. december 2016

Overraskelser er åbenbart stadig muligt :)

Idag fik jeg denne die i gave - faktisk var det en af de gaver, jeg havde glemt, så der var en overraskelse, selvom jeg selv har købt gaverne :)

Det er en die, jeg ikke kunne se noget behov for, før jeg var på Blomsterbox's kortkursus ifm Convention her i oktober og pludselig kunne jeg godt se, at en tag kan ændre udseende, hvis man laver andet en blot almindelig cirkulære huller på sin tag, så den kom på ønskesedlen og ned i kurven, en dag jeg kiggede forbi Scrapbookfun og den kan findes her, hvis andre også er interesserede.

Og for at I kan se den i brug, bliver det kreative indslag derfor af de kort, jeg lavede på kurset. Jeg er vild med stilen og med, at jeg fik mulighed for at lære lidt af Gitte Blomsterbox. Det var et fantastisk kursus - hyggeligt og lærerigt og så er jeg selv glad for resultatet :)


mandag den 5. december 2016

En ny og rolig uge venter forude :)

Efter en hektisk uge i sidste uge, glæder jeg mig meget til denne uge, for som en skrev i kommentaren, så kan det godt føles lidt for fortravlet, selvom man gerne vil det hele. I den kommende uge er der kun én ting på programmet og det er Vejforum onsdag-torsdag ifm mit arbejde. Jeg har aldrig deltaget før, så jeg glæder mig som et lille barn til juleaften. Det er en masse faglige indlæg af forskellige karakter, men alt indenfor vej-faget. Deltagerne er 1135 personer, der alle arbejder indenfor vejbranchen - fra diverse kommuner og Vejdirektoratet, til rådgivere, entreprenører og asfaltleverandører. Da det er en lille branche, har jeg ladet mig fortælle, at det er som en fætter-kusine fest og da jeg nu har 14 års erfaring, er jeg i forvejen ved at kende en hel del af dem, så jeg glæder mig til at gense dem og lære nogle nye personer at kende.

Dagens gave er denne skønne isbjørn fra Marianne Design, som jeg har købt ved Hobbygården, Hampen. Desværre har de ikke webshop længere, men du kan her se adresse og åbningstider og det er absolut et besøg værd. I lørdags fik jeg de søde bambier i samme serie og isbjørnen opdagede jeg, da jeg kiggede efter pandaen, som var årsagen til det hele :), så Margit - prøv blot at se denne googlesøgning. Der er MANGE varianter.

Da jeg ikke ligefrem har nået at være kreativ siden midnat igår, får I endnu et af mine julekort fra Scrap i Løvel at se. Selve kortet begyndte jeg på sidste år, men fik aldrig fundet et motiv at sætte til. Det fandt jeg i år og det blev denne Magnolia-pige med bamse i skødet. Kogler og perler fik lidt lim og drys med sne - en ny teknik, jeg skulle se om fungerede. Jeg synes, den fungerer men giver et andet udtryk, end jeg umiddelbart havde forudset, men rart at kunne lidt forskelligt. Farvelægningen er "naturligvis" med promarkers

Tak fordi du læser med og hvis du skriver en kommentar, vil jeg blive meget glad :)

søndag den 4. december 2016

I sidste øjeblik ..

Hele ugen har været fuldstændig forblæst og jeg føler mig godt hængt op. Lige bortset fra onsdag aften har der været fuld fart på og idag var ingen undtagelse. Vi har været til min niece og svogers fødselsdag i Kalundborg og da det var brunch, valgte vi at overnatte derovre fra lørdag. Jeg vidste, jeg at alligevel ikke kunne nå at blogge om dagens gave, så jeg undlod også at tage gaven med og den blev derfor først åbnet her til aften.

Dagens gave var dette stempel fra LeAne af landskabet, som jeg blev opmærksom på i forbindelse med Kreative Dage i Fredericia i slutningen af oktober. Hun sad som designer ved Gavlhusets stand og jeg kiggede en del og fik en god snak med hende sammen med en masse inspiration. Hun laver små kort og hendes stempler er fantastiske til det. Jeg glæder mig til at prøve kræfter med en ny stil (for mig) og se, om det er noget, jeg også bliver glad for. Synes i hvert fald, hendes kort var ganske søde. Er du selv interesseret i stemplet, er det købt her

Da jeg ikke har nået at være kreativ idag, får I et af mine julekort fra Scrap i Løvel at se i dag og det er dette. Det var vistnok i goodie-baggen til SAM for et år siden - jeg havde i hvert fald både det røde karton og motivet liggende, så jeg fandt en hurtig og enkel løsning med lidt grøn matte, lidt sort tekst og lidt guld prikker.


Tak for jeres kommentarer på de tidligere indlæg. Det er så skønt, at I tager tid til at skrive en hilsen og jeg prøver selv at nå godt rundt ud fra Pips liste, men det er ikke hver dag, jeg når det (i hvert fald ikke indtil nu), men når jeg får lidt ekstra tid, prøver jeg at indhente det forsømte :)
Sov godt derude ....

lørdag den 3. december 2016

Den første weekend i december

Tak for jeres søde kommentarer på de forrige indlæg. Hvor det dog varmer :)

Idag pakkede jeg denne skønne die ud. Hvis jeg husker rigtigt, så købte jeg den til Scrap i Løvel og dermed ved Gavlhuset, som du kan finde her


Jeg synes, de forskellige dyre-dies fra Marianne Design er så søde. Umiddelbart var jeg ikke så meget til dem, men så har jeg set adskillige kort fra Annettes/AKAs hånd og hver gang bliver jeg mere og mere vild med dem og nu har jeg selv fået købt et par stykker eller tre fra serien. Du kan besøge hendes blog her

I stedet for kun at vise gaver herinde, håber jeg, at jeg også kan vise noget kreativt og gerne med gårsdagens gave. Jeg kender desværre mit eget kalenderprogram og det er ikke sikkert, jeg kan nå det hver dag, men her til formiddag har jeg nået at lege lidt med stjerne-stemplet fra igår. Jeg er ikke helt tilfreds, men når jeg får lidt mere tid, vil jeg prøve lidt mere. Det skulle være et lyn-kort/tag, da jeg egentlig skulle lave noget andet end at scrappe idag, men ville så gerne bare lige prøve lidt ;)
Jeg har brugt guld-sværte til stjernerne, fundet et stempel fra Dixi Craft med sort sværte og så havde jeg de to vanter liggende - vistnok fra Marianne Design.

Håber, I får en dejlig weekend derude. Jeg havde en skøn firma-julefrokost igår med mine "nye" kollegaer (har været ansat siden marts), så det var sjovt at hygge og feste med dem - og kjolen blev (naturligvis) færdig, hurra for stædigheden!

fredag den 2. december 2016

Julefrokosternes dag iflg radioen ... og jeg skal også afsted til en stjerneaften



Her er dagens gave - et skønt stempel, som er fantastisk som feks baggrund og passer i stilen med Dorota
Stemplet har jeg købt ved Scrapbookfun, og du kan finde det her

Da jeg var afsted hele dagen igår og kom hjem kl 23 (for at sy videre på en kjole til julefrokosten idag), har jeg ikke nået at være kreativ med gårsdagens gave, men hvis jeg er heldig, når jeg lidt i weekenden. Indtil da kan jeg vise et kort, jeg lavede til Scrap i Løvel ud fra den skitse, som indgik i kortkonkurrencen. Her har jeg netop brugt en anden farve fra Nuvo til de tre prikker i det øverste venstre hjørne.

Læg gerne en kommentar, det vil gøre mig så glad 😊

torsdag den 1. december 2016

Og det skete i de dage i december engang ....

Tænk, at det er 2 år siden, jeg sidst har blogget ... og dengang var det også pga pakkekalendergaverne!
Det fortæller vist blot, at jeg laver alt for lidt scrap, for den smule, jeg har fået lavet i de sidste 2 år, har jeg slet ikke nået at vise frem.
Måske bliver det bedre fremover, men i hvert fald har jeg tænkt mig at vise mine gaver fra min selvindkøbte pakkekalender frem - måske suppleret af lidt kort og tags.
Jeg har altid elsket gaver og derfor har jeg i flere år fået andre til at købe gaverne (mod betaling fra mig naturligvis). Dermed fik jeg selv en pakkekalender med scrapsager og det har været sjovt, hyggeligt og til tider lidt udfordrende, når man modtog noget, hvor man tænkte "hvad pokker er det lige til" :)
Sidste år fik jeg desværre ikke en pakkekalender, så for at sikre, at det ikke skete igen i år, ville jeg prøve selv at købe gaverne - pakke dem ind og så må mine børn vælge en pakke, jeg kan åbne. Dermed ved jeg lidt om, hvad der er i vente, men jeg ved ikke, hvad jeg får den enkelte dag.
Som billedet af kalendergaverne viser, så er der mange scrap-sager, der kan beskrives som flade pakker, så de fylder ikke meget, når der kan være 24 gaver i denne lille boks fra Ikea

Idag valgte Andreas en gave og det var denne skønne sag fra Nuvo - et af de helt store hits i øjeblikket, som jo fåes i et væld af farver (denne hedder vistnok Dark Walnut). Jeg købte et par stykker ifm Kreative Dage i Fredericia  og synes godt om dem, så da jeg fik mulighed for at kigge forbi SAM i Roskilde, blev der lige indkøbt lidt flere farver, begge gange hos Picturing the world, som du kan finde her. Det er jo (endnu) en af de sager, der godt kan tåle at blive indkøbt i flere nuancer.


onsdag den 24. december 2014

24. december - NU' DET JUUUUUUL :)

Først et RIGTIGT GLÆDELIG JUL til jer derude. Her har det ganske enkelt været den bedste julemorgen nogensinde. Igår fik vi pyntet juletræet. Det var desværre mest mig, da julekalenderen i fjernsynet trak gevaldigt, men Andreas hjalp med at hænge sin pynt på til sidst. Jeg håber ikke, at gårsdagens indlæg har givet anledning til at tro, at jeg ikke ønskede Andreas hjemmelavede julepynt, for det gør jeg helt sikkert. Også selvom det ikke er i "julefarverne" eller det slet ikke har noget med jul at gøre. Jeg er glad og stolt over hans hjemmelavede ting og jeg har gemt for hvert år, hvor jeg har skrevet navn og årstal på, så man rigtig kan se, hvad der bliver lavet og hvor tidligt han har været kreativ takket være hans dagplejemor. Igår aftes gjorde vi klar til, HVIS nu julemanden kom i nat, som han har gjort tidligere. Vi lagde pebernødder og et glas saftevand frem og Andreas havde lavet en gave til Julemanden og en gave til Nissemor og så lå de ved brændeovnen, hvor han plejer at komme ned igennem. Jeg blev desværre vækket tidligt i morges af Magnus, der åbenbart var sulten og da han først havde fået spist, faldt han i søvn igen og så lå jeg der og var vågen og tænkte, at Andreas nok snart ville vågne pga spændingen og alle sommerfuglene i maven :)  Det skete bare ikke ... han vågnede først kl. 7.45, hvor jeg var godt igang i køkkenet med at gøre klar til morgenmaden og han gik ind for at se, om julemanden havde været der - hvilket han havde! Og der var endda 4 gaver - en til hver af os! Tidligere har der kun været til Andreas, men i år må Jacob og jeg også have været ekstra søde, når vi også var heldige :) Selvom Andreas er glad og spændt, så har det været stille og roligt og vi tog i kirke (en juletradition fra min barndom), hvor de laver deciderede børnegudstjenester, som primært er for familier med børn under skolealderen, men vi kan se, at alle kommer (også uden børn). Det tager kun ½ time og er generelt meget børnevenligt og så er det så hyggeligt at se mange af de andre børn fra sognet, som man kender. Nu er vi netop kommet hjem fra kirken og skal have styr på resten af dagen. Vi har heldigvis ikke travlt, da vi "bare" skal være alene hjemme i aften, så det er stille og roligt <3
Her kan I se vores træ og mine to skønne nissedrenge :)

Og her er et billede af den sidste gave fra pakkekalenderen. Det er en af de store punch fra Martha Stewart og jeg har ønsket mig den lige siden jeg så den første gang. TUSIND TUSIND TAK søde Tina fordi du har købt alle de gaver til mig. Det har været så hyggeligt at stå op til en gave hver morgen

Håber, I får jer en dejlig juleaften med masser af hygge og kvalitetstid og uden alt for meget stress og jag. Tak fordi I har læst med her og TUSIND TAK for de af jer, der også har brugt tid og energi på at skrive kommentarer til mig. Det har glædet mit lille julehjerte at læse dem og vide, at der var nogen derude, der læste med her på bloggen :)

tirsdag den 23. december 2014

23. december - og nu er det dagen før dagen :)

Ja, idag skal jeg så nå alt det, jeg ikke har nået indtil nu, men mon ikke det går :) Det vigtigste idag er nu engang at få pyntet juletræet og jeg glæder mig til at gøre det sammen med min store dreng på 5 år. Jeg ved godt, at han jo slet ikke gør det, som jeg gerne vil have det, hvilket kan være noget af en udfordring, når jeg selv har pyntet juletræet i over 20 år, men fra nu af skal vi have VORES juletræ og det glæder jeg mig til <3

Dagens gave er denne skønne embossing folder og die med stjerner. Jeg er jo VILD med stjerner, så den skal jeg nok få stor glæde af :)

Håber, I får en dejlig dag derude med god tid til at få klaret de sidste ting, så vi alle kan være klar til masser af hygge og julestemning i morgen, selvom Kong Vinter absolut ikke har vist sig og heller ikke ser ud til at gøre det ...

mandag den 22. december 2014

22. december - og endnu en dag er væk inden man får set sig om ...

Ja, det er utroligt, så hurtigt tiden flyver afsted særligt i december. Vores store dreng skal jo begynde i skole efter sommerferien og vi er i den "heldige" situation, at vi bor tæt på to skoler (1 km til begge), men eftersom de har en markant forskel i undervisningen, er det jo noget af et valg. Vi kan vælge mellem den "klassiske" model med klasseundervisning, som vi andre kender det samt ca 750 elever og med tre klasser pr årgang eller vi kan vælge "fremtidens skole" med 350-400 elever, hvor de ikke er aldersinddelt men i stedet inddelt efter deres niveau (primært fagligt men også med fokus på sociale relationer). Det betyder, at de har en "base" med børn fra 0.-3. årgang og ved siden af undervisning, hvor man er inddelt efter hvor god man er til de forskellige fag. Vi har været til to info-møder og følte os meget lidt informeret til specielt den klassiske skole, så vi valgte at arrangere et møde begge steder og det var så idag. Og nu er vi splittede, da vi vælger hver vores. Vi er samtidig enige om, at det begge er gode skoler; at vores dreng nok skal klare sig uanset hvilken skole det bliver ... ja, men ... hvordan vælger man dog?! Det må vi se, om vi kan blive klogere på i løbet af det næste stykke tid :)

Dagens gave er denne holder til silhouetten (nu håber jeg, den også kan bruges til en cameo, da jeg jo har fået opgraderet maskinparken fra en SD til en cameo ;) ). Det skulle gerne være sådan en, man kan sætte en tusch eller gel pen i og så kan den "printe" med den i stedet for silhouettes egne sketchpenne :) Jeg glæder mig i hvert fald til at få det prøvet af i det nye år ;)

Håber, I har haft en god dag og aften. Jeg vil skynde mig til køjs - kan høre, at der er en der savner mig utrolig meget, så han må hellere få sin godnattår, inden lyset slukkes, for jeg ønsker jo også selv, at han kan sove igennem om natten, som han har gjort i 1½-2 måneder (og han blev 4 måneder igår :) )

søndag den 21. december 2014

21. december - og julekortene er tæt på at blive droppet!

Ja, jeg er SÅ tæt på at sige, at der ikke bliver lavet og sendt julekort ud herfra i år! Det er sørgeligt, når man nu selv gerne vil være kreativ og man endda er på barsel, men jeg må bare erkende, at tiden er rendt fra mig og der er stadig alt for mange opgaver og jeg vil ikke sidde op en hel nat for at få det lavet. Der er min søvn for vigtig for mig. Desuden har jeg endnu ikke selv fået nogle julekort og jeg "forventer" kun at modtage fra mine forældre og mine to søskende. Ud af de tre ved jeg, at det kun er det ene, der er håndskrevet, så mon ikke det går med en jul uden julekort herfra? I stedet har jeg taget en udfordring til mig fra Charlie/OSH om at lave julekort d. 24. i hver måned ... jeg tror ikke, jeg kommer til at sidde og scrappe lige præcis d. 24. i alle månederne, så i stedet har jeg tænkt, at jeg i januar vil udnytte resterne af julestemning og få lavet kort og tags, så de er klar til næste jul (så har jeg da lidt i gemmerne :) )

Endnu engang tusind tak for jeres kommentarer. Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke får kommenteret lige så meget (jeg forsøger hver dag, men ved godt, at det ikke lykkes), så derfor er jeg endnu mere taknemmelig over jeres kommentarer på min blog. Flere af jer skriver, at jeg ikke skal stresse, fordi jeg stadig mangler så meget. De sidste ca 3 år har været udfordrende for mig at komme igennem bla pga arbejdsrelateret stress, spontan abort i 17. uge og senere graviditeten der endte med min skønne Magnus i sommers, og er der én ting jeg i hvert fald har lært af det hele, så er det netop, at jeg ikke gider at stresse over sådanne ting, så det behøver I ikke at tænke på. Det forhindrer mig dog ikke i at blive irriteret over, at jeg ikke når de ting, jeg gerne vil, men jeg er nok blevet mere opmærksom på, at være på barsel ikke er et 37 timers job med familieliv derhjemme ... det er et 24 timer i døgnet-job og så med en familie, der kommer hjem fra job og børnehave undervejs og som også har en masse ønsker til, hvad der skal ske i deres "fritid". Derfor er det godt at have lært at sige "PYT" .. det skal jeg bare have nogle af mine omgivelser til at indse også, for jeg kan godt mærke, at de netop tænker, at hun har jo masser af tid, når hun bare går derhjemme ;)

Nå - det blev til en lang smøre ... nu til dagens gave, som er disse skønne dies. De har stået på min ønskeseddel "længe", så hvor er det skønt endelig at have fået sådanne sterinlys i hus :)

Jeg har fået lavet de sidste til/fra kort men kun fået fotograferet nogle af dem. Her er det med et stempelsæt af snefnug fra Stampin Up med tre forskellige farver sværte og en lille sløjfe

Disse er inspireret af Nedergaards til/fra-kort, som kan ses på hendes egen blog her samt på Hobbybodens blog her. Det er så fantastisk at blive inspireret både her i julen men også hele året rundt og netop Nedergaard stil er jeg fuldstændig vild med.
Her kan man se, hvor stor forskellen er på en lille grankvist (fra Martha Stewarts punch)

Her er der lige lagt en lille kvist fyr med

Her med en lille gren og kogle

Håber, I har haft en god weekend til de af jer, der skal på arbejde i morgen. Til resten af jer håber jeg, det har været en god begyndelse på juleferien, der jo i år er fantastisk for medarbejdere ;)

lørdag den 20. december 2014

20. december og nu har resten af familien juleferie

Idag må jeg hellere få blogget, inden morgenmad og resten af familien står op :)

Idag skal vi have fundet et juletræ (som dog ikke kommer ind i stuen før d. 23. dec) og skræmmende nok, så er det også først idag, at vi får julepynten frem! Det havde jeg aldrig troet, skulle ske, når jeg nu "bare går hjemme på barsel", men tiden er fuldstændig fløjet fra mig med alle mulige andre gøremål :(

Dagens gave er denne skønne die fra Marianne Design, som jeg har ønsket mig. Uha, hvor er det bare skønt med alle de fantastiske sager, jeg bliver beriget med.

Håber, I får en dejlig weekend derude. Jeg er i hvert fald den evige optimist og tror på, at jeg når at få klaret alle de ting, jeg mangler på nuværende tidspunkt :)

19. december ... men øv med forsinkelse

ØV ØV ØV .... nu har jeg tilstræbt at få blogget hver dag, hvilket egentlig ikke er så svært, når man får pakkekalender, men igår gik det galt! Jeg var ellers lige ved at blogge, da sundhedsplejersken kom, men derefter gik dagen bare ud i en lang køre og jeg glemte alt om det, da det blev sen aften og jeg var TRÆT. I skal naturligvis ikke snydes for gaven fra d. 19. december, så her kan I se den

Det er en af de "glitter-penne", som rigtig mange af jer allerede bruger. Jeg har ikke helt nået at finde ud af, hvad den kan, men havde tænkt, at jeg ville finde ud af det i januar, så at få den i pakkekalendergave er jo helt perfekt :)